Tips til særligt sensitive og
deres nærmeste i december



5-12-2023



Når man som særligt sensitiv tager alt ind på et dybere plan, kan december være noget af en mundfuld at bearbejde, både alle de følelsesmæssige energier i rummet og alle de mange indtryk. Det fører til ekstra overstimulering og til at mange sensitive føler sig drænede og udmattede i december.


Så her er lidt tips til at komme hel igennem julemåneden, når du er særligt sensitiv. Og også til jer der skal holde jul med mennesker som er særligt sensitive. Overordnet er det vigtigt, at du husker ikke at dømme dig selv og at du husker egenomsorgen. Husk at selv om du er anderledes end flertallet, så er du ikke forkert. Tværtimod har du vildt mange gaver, og noget af det som vi særligt sensitive har trænet i mange år, fordi vi har været nødt til det, det er faktisk det som andre i dag har brug for at lære, fordi vores samfund er blevet for overstimulerende selv for ikke særligt sensitive.


Du er altså lidt foran, også selv om din familie eller venner ikke helt har opdaget det endnu, men hvis du virkelig er tro mod dig selv og dine behov, så kan du være et forbillede for andre.


Så hvad kan du gøre?


Din styrke er at mærke og sanse. I stedet for at bruge alt din energi på at sanse, hvad andre har brug for, så vend opmærksomheden indad. Sæt dagligt tid af, især om morgenen, til at mærke hvad du har brug for. Spørg dig selv: Hvad nærer mig? og hvad tærer mig? Når du får næret dig selv, bliver du meget bedre til at være det skønne menneske du er for andre. Og sæt "sensitiv tid" af i kalenderen, inden andre har fyldt den med deres aktiviteter. Fyld kalenderen ud med aktiviteter som lader dig op. For mig er det fx varm oliemassage, et varmt karbad, en gåtur i skoven, en god bog i lænestolen, samtale med andre sensitive, tid til kreativ udfoldelse. Hvad er det for dig?


Spørg dig selv, og også gerne din familie, hvad der er vigtigst her i december. Er det vigtigst, at I kan krydse en kæmpe perfektions liste af juleaktiviteter af, eller er få gode aktiviteter og ro og kvalitetstid vigtigere for dig/jer? Det er ok at have forskellige behov, så lad de andre forstå, at du vælger lige at lade op i et stille hjørne af huset eller i skoven, mens de andre laver konfekt eller hører høj julemusik.


Afskaf ordet “skal” og “bør”. Der er ikke nogen regel som siger, at du “skal” være sammen med familie og venner både juleaften, 1. juledag og 2. juledag. Det er nærmest et følelsesmæssigt marathon for os særligt sensitive. Da mine børn var små og familien var større, meddelte vi altid resten af familien, at 1. juledag skulle de ikke invitere os. Det var hygge- og hviledag hjemme hos os. Hvor kunne du tænke dig at sætte grænsen? Og man er heller ikke en dårlig forælder, hvis man ikke både møder op til afslutning hos spejderne, i børnehaven, i fritidshjemmet, til svømning, til fodbold, til juleklip på skolen osv. Jeg tror de fleste i dag er enige i, at det har taget overhånd.


Ræk ud efter hjælp. Måske er der bedsteforældre der kan tage med til et julearrangement, eller du kan lave aftaler med andre forældre om, at I skiftes til at tage med. Hvis du holder jul, så uddelegér julemiddagen, så hver gæst bidrager med det de kan. Mærk ind hvor du ellers kunne have brug for lidt hjælp?


Husk at du er ikke alene om at have andre behov end flertallet. Mange oplever både angst og stress i dag, og måske er der et ældre medlem af familien, som hører dårligt, når der er mange mennesker, så brug din store viden om, hvad du som sensitiv har brug for, og vær med til at sætte dagsordenen for en jul, hvor alle føler sig inkluderet. Du vil formentlig opleve, at hvis du trækker dig til et roligere rum på et tidspunkt, så vil du få selskab af andre, som har samme behov for bare at være i ro, og måske føre en lidt dybere samtale.


Hvis du er en af dem, der synes det er virkelig svært at sætte grænser og sige nej til andre og ja til dig selv, så start med at lave nogle aftaler med dine allernærmeste. Det kan være du og din partner eller et andet tæt familiemedlem kan lave en aftale om, at når du giver et bestemt tegn, så er det tid til, at nu skal du have en pause eller nu skal du hjem, eller du kan aftale med en god ven at vedkommende ringer dig op, så du lige får en mulighed for at gå udenfor.


Rigtig god december og pas godt på dig selv.