Tillader du dig selv at være besværlig en gang imellem?



5-7-2024



For snart en del år siden var Steffen og jeg ude og vandre i de andalusiske bjerge og vi fik kommunikeret dårligt, og det triggede noget i mig, så jeg blev ked af det.


Da vi kom ned fra bjerget og landede i vores lille fine landsby hus fik vi talt om, hvad der skete. Steffen sagde på et tidspunkt: "hvorfor sagde du ikke bare det?" og jeg sagde "jeg ville ikke være besværlig".


Det satte en rigtig fin samtale i gang om "at være besværlig", altså at være til besvær. Noget som rigtig mange (især kvinder) vokser op og lærer, at de ikke skal være. Den dag begyndte vi at joke med, at nu måtte jeg øve mig i at være "besværlig".


Og det gjorde jeg så, I ved, nogle gang skal man ud og prøve den anden del af spektrummet af, før man kan lande på midten og bare være autentisk, altså hverken pleasende eller besværlig.


Jeg oplever, at rigtig mange særligt sensitive jeg taler med, og også mange af de kvinder jeg omgås, har svært ved at give udtryk for, hvad de gerne vil, og det er altså desværre kilden til så megen dårlig kommunikation. For når man ikke tydeligt kan give udtryk for, hvad man vil, så må den anden ty til gætterier eller opdager måske slet ikke vores behov.


Her er nogle hverdags eksempler, som du måske kan genkende fra folk som ikke vil være "besværlige":


Mig: "Skulle jeg ikke lave en dejlig salat til os til frokost". "Nej, det behøver du ikke. Du skal ikke lave noget for min skyld"

Mig: "Skulle vi ikke køre en tur" "Nej, jeg vil ikke tage din tid"


Det er de her situationer, hvor man står og tænker vil hun eller vil hun ikke, eller i værste fald slet ikke opdager, at det vil hun måske egentlig gerne. Det kan ende med at begge bliver skuffede.


Så hvis det her vækker genklang i dig, så vil jeg opfordre dig til at øve dig i at være "besværlig" i en periode. Gør hvad du har lyst til, giv udtryk for hvad du har lyst til. Det kan hjælpe dig til at finde ud af, hvad DU vil og ikke at være optaget af, hvad JEG vil. Det skal jeg nemlig nok selv klare, og du vil opleve at det bliver så meget nemmere at være sammen, når alle helt autentisk giver udtryk for, hvad de vil og ikke vil på en kærlig og venlig måde.