Kæreste ven - lyt til dit ego



10- 8 -2024



Det bærer nøglen til dig selv.


Gennem mange mange generationer har det været helt almindeligt at vokse op og lære både fra familierne og fra samfundet og fra de religiøse/spirituelle samfund, hvor vigtigt det er, at vi er gode mennesker som tager os af andre, og som sætter egne behov til side for at hjælpe andre.


Hvad mange ikke er vokset lige så meget op med at høre, er at de skal hjælpe dem selv, at de skal elske dem selv, at de skal sørge for at møde egne behov, hvad enten det er omsorg for kroppen eller at tjene penge, så livet kan nydes.


Det var "egoistisk", lærte vi i generation efter generation. Så når vi tager os af egne behov, kan vi i værste fald komme til at føle os skyldige og skamfulde.


Det er der kommet en masse gode og kærlige, men også trætte, udbrændte, sårede, syge og forvirrede mennesker ud af, som ikke har lært at lytte til sjælens stemme.


For sjælens stemme er to-delt, som så meget andet i Universet.


Vores sjæl taler gennem vores højere selv, som er GIVEREN. Det er herfra vi giver til verden.


Den anden del af sjælen agerer gennem vores sunde ego, som hjælper os med AT TAGE IMOD.


For at vi kan føle os hele, skal vi BÅDE GIVE OG MODTAGE. Det er en universel lov.


Problemet er, at de fleste ikke har lært rigtig at tage imod. Vi har misforstået ego’ets rolle.


Og er du særligt sensitiv eller empat er du mester i at bevæge dig i sjælens højere selv. Du mærker før alle andre, hvad der er brug for hos andre mennesker eller i en situation, og så giver du fra dit store hjerte.


Til gengæld er du formentlig ikke lige så god til at tage imod hverken tjenester, penge, omsorg, eller selv-kærlighed.


Når vi ikke tager imod, så brænder vi ud og bliver syge. Når vi er udbrændte og syge, så kan det være svært at give, og så kommer skylden og skammen og den onde cirkel er sat i gang.


Vi skal forstå, at ego’et er her for at hjælpe os med at sætte grænser, og at tage imod. Vi skal lære at give os selv kærlighed og tage imod den fra andre. Det er hvad et sundt ego gør. Det passer på os, og sørger for at vi modtager det vi har brug for, at vi holder os til det vi har lovet os selv, så vores sjæleliv her på jorden kan være i balance.


At lære at modtage kærlighed dagligt fra os selv og andre er den største og vigtigste healing vi kan give til os selv. Og derfor er det det, der er fundamentet i alle mine ydelser i min lille forretning, både når jeg coacher 1:1, når jeg skriver, når jeg holder kurser og når jeg laver kunst.


For verden har brug for at flere mennesker, der finder hjem til sig selv, og indimellem kan vi have brug for at blive taget i hånden på denne rejse, indtil vi lærer kunsten at give os selv kærlighed og tage imod.