HVAD KAN VI LÆRE AF UGLEN? 🦉



5-12-2022



I nat vækkede uglen mig kl. 4 lige uden for vinduet, og det er ikke første gang. De seneste år har uglen været tæt på mig alle vegne. Den bor synligt i skoven hvor jeg dagligt færdes, og ligeledes i min sommerhushave.


Som nogle af jer vil vide har jeg skabt en del ugler i mosaik, og jeg har erfaret når jeg udstiller, at jeg absolut ikke er den eneste der er tiltrukket af ugler. Rigtig mange fortæller mig, at de har noget med ugler, og jeg har fået op til flere bestillinger på dem gennem de seneste år.


Så hvad er det med de ugler? I min forståelse kommer dyr med budskaber til os. Og uglens budskab handler om at se klart. Uglen agerer i mørket og bruger alle sine sanser. Ikke bare de fysiske sanser, men også den intuitive sans. Visdommen, den kollektive bevidsthed, som vi alle kan tappe ind i, hvis vi er vågne.


Når vi tillader os selv at lade alle sanserne guide os, også intuitionen, så kommer klarheden.


Derfor er det også så vigtig, at du tager pauser, tager dig kærligt af dig selv, lytter indad, er stille. For ellers kan du nemt blive overmandet af alle de indtryk og informationer du møder i vores verden, og så er det svært at høre uglen, mærke mavefornemmelsen og sanse dine behov.


Gå ud i naturen, der kommer klarheden ofte helt af sig selv, og måske du er heldig at møde uglen 🦉.