Ære kvinder/nære kvinder



8-1-2022



Det var ordene, som kom til mig, da jeg forleden lå lykkelig nedsunket i mit badekar og blev næret af det dejlige varme vand efter to dage i et lidt for koldt sommerhus.

Jeg havde taget Birgitte Baadegaards anbefalelsesværdige bog: Manifest for kvinder med i badet, og læste et afsnit, hvor hun beskriver et møde med en ældre vis herre, som indførte hende i en nem måde, han havde lært til at skabe sin vej eller mission i livet.

Det handlede i al sin enkelhed om at skrive to ord på kryds og tværs på en lille flade. De to ord skulle krydse hinanden, så de hang sammen og fik en ophøjet betydning.

Mit sind elsker sådan nogle enkle, og samtidig lidt udfordrende opgaver, så jeg lagde bogen fra mig og straks begyndte ordene at præsentere sig. Det første ord der kom til mig var “nære”. Ikke så mærkeligt, da det er et af de ord, som jeg har dyrket i mange år. Nære i betydningen “at give næring til”, “at styrke eller give livskraft”.

Ordet kom til mig på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg var temmelig udbrændt, efter jeg det meste af mit voksne liv netop ikke havde næret mig selv, men derimod konstant havde haft min opmærksomhed udenfor mig selv og brugt min energi op. Lige så stille begyndte jeg at gå på opdagelse i, hvad det at nære sig selv betyder for mig.

I starten var det svært, men efterhånden er det blevet lettere og jeg er kommet til at holde af at blive ved med at udfolde og udforske, hvad der giver mig styrke og næring, og i dag er det med udgangspunkt i mine egne erfaringer noget af det, jeg holder allermest af at formidle til andre.

Næring for mig kan være alt fra det varme badevand jeg lå i forleden, en gåtur i skoven og at være fordybet i arbejdet med mine mosaikker, til en omgang reikihealing og det at sige nej til ting som føles som en pligt. Fælles for det hele er, at det er noget som giver mig energi eller hjælper mig med at holde på min energi. Noget der nærer og ikke nager.

Når jeg har skrevet kvinder i mit lille ordspil, så er det fordi alt for mange, især kvinder, mangler denne evne, og ofte bruger alt for meget af deres energi på at nære andre, og ender med at miste deres livskraft og brænde ud.

Det er en smuk gestus at hjælpe andre, men hvis vi ikke får fyldt vores egne energidepoter op først eller lærer at deale med vores egen smerte først, så er det vi brænder ud, og så kan vi ikke længere hjælpe hverken andre eller os selv.

Så det er tid til at nære kvinder og til at kvinder nærer sig selv, hvis vi for alvor vil forandre verden. Og det er tid til at ære kvinder, ære og nære den kvindelige kraft som er i os alle sammen, mænd som kvinder. Når vi forbinder os med den kvindelig kraft bliver vi lyttende, vi bruger vores intuition, og sanser verden gennem vores egne indre oplevelser og skaber herfra, vi tager pauser, mærker forbundetheden til andre og verden og vi drager omsorg for os selv og hinanden og for vores jordklode.

Det er tid til at vi alle sammen dyrker den kvindelige kraft og nærer os selv, hvis vi skal vende klodens tilstand.🌱🌱